Så er Fanden løs i Laksegade. Den går ikke, Granberg! Så fik han ellers lige en kurv. Netop som han var i den syvende himmel. Ja ja, af børn og fulde folk skal man høre sandheden...

Sproget vrimler med til tider højst besynderlige talemåder, hvis oprindelse fortaber sig i tågerne. Hvis det altså ikke lige var for opslagsværket "Bevingede ord", samlet og udgivet af den utrættelige journalist og forfatter Torkild Vogel-Jørgensen (1891-1972), kendt af de fleste som slet og ret T. Vogel-Jørgensen.

Hans mest populære værk - inden ikke færre end otte kriminalromaner - udkom i flere udgaver i 1940'erne, og her fremgår det, at Fanden og Laksegade ikke bare er løs snak, men bygger på en konkret begivenhed af den mere mystiske slags.

Kartofler og tørv

I september 1826 fandt en række småhændelser nemlig steder i Laksegade i København, "som satte naive Mennesker i Frygt og blev almindeligt Samtaleemne i København: Fra et eller andet Sted blev der affyret ikke blot Tilraab, men ogsaa mere haandgribeligt Skyts mod forskellige af Gadens Beboere".

Det har åbenbart regnet med en blanding af kartofler, tørv og pindebrænde, politiet blev tilkaldt, men det lykkedes aldrig at pågribe gerningsmanden eller gerningsmændene, og det har for alvor bestyrket troen på, at Fanden virkelig var løs i Laksegade.

Hændelsen er på ingen måde blevet forbigået i tavshed af datidens mange hurtigt skrevne gadeviser.

I forvejen har "Så er Fanden løs" fungeret som talemåde - og som så mange andre steder i sproget kan det godt skyldes Bibelen, her Johannes' Åbenbaring, hvor det i kapitel 20 lyder: "Når de tusind år er omme, skal Satan slippes løs fra sit fængsel".

Uheldig ballonskipper

I dag, hvor alle har glemt alt om Granberg, optræder udtrykket eller udbruddet "Den går ikke, Granberg". Ikke helt så ofte som tidligere, men dog engang imellem.

Også her spiller København en rolle. For 26. juli 1857 gjorde en svensk ballonfører, Victor Granberg, endnu et forsøg på at lette fra jorden. Da ballonen omsider hævede sig - efter 14 dages forsøg - endte den med at blive hængende i taget på staldbygningen ved Christiansborg.

Det fik folkemængden til at udbryde: "Den går ikke, Granberg" - og "Slagordet blev hængende endnu længere end Ballonen", skriver T. Vogel-Jørgensen.

Frierkurv uden bund

Når nogle føler sig afvist, kan de finde på at sige, at de har fået en kurv.

Egentlig har udtrykket optrådt fra giverens perspektiv. Man har givet en kurv. Bag talemåden gemmer sig en gammel, næsten rørende frierskik.

Den, der kom for at "tale de forløsende Ord for sin Udkaarne", og som vel at mærke havde meddelt sin ankomst, skulle efter traditionen hejses op til sin elskedes vindue i en kurv.

Hvis kurven gik i stykker, betød det ifølge overtroen, at frieren ikke skulle have pigen eller kvinden, og derfor valgte nogle piger og kvinder at løsne bunden i kurven for at slippe for manden. Det fik selvsagt frieren til at falde igennem.

Skikken har før i tiden været meget udbredt i Mellemeuropa - og den har ret tidligt udviklet sig til, at pigen eller kvinden som afslag på et frieri har sendt tilbederen en kurv uden bund.

Oprindeligt har talemåden lydt, at "han fik en bundløs kurv". Nu får den friende bare en kurv. Den manglende bund må man tænke sig til.

Mange syvtaller

At være i den syvende himmel - altså ovenud lykkelig - bygger på det apokryfe "De 12 patriarkers testamente" fra omkring 100 år før Kristi fødsel. Udtrykket findes også i jødernes Talmud og muslimernes Koran og bygger på en forestilling om den ene himmel udenom den anden, alt i alt syv.

Hos Ludvig Holberg optræder de syv slags himmel endda ved navn: blå himmel, mælkehimmel, glashimmel, krystalhimmel, diamanthimmel, perlehimmel og den syvende himmel, den bedste af dem alle.

I øvrigt er den syvende himmel langt fra det eneste syvtal i dagligsproget, der tumler med syv fede og syv magre år, syv lange og syv brede, at være i syv sind, og min mund er lukket med syv segl. På den syvende dag og på de syv have.

Af børn og fulde folk

"Af børn og fulde folk skal man høre sandheden" er stadig en ret udbredt talemåde (sommetider forvanskes til det mere enkel "Af fulde børn skal man høre sandheden") - det er et regulært ordsprog, der optræder hos et par af dem, der virkelig har samlet på den slags, nemlig dels Peder Syv ("Børn, Narre og Drukne siger Sandheden, thi de Forstandige vil ikke"), dels Moth ("Sandhed skal man høre af Børn og Drukne").

Hos en tredje samler af ordsprog, Erasmus Roterodamus, lyder det: "Børn og fulde Folk kan ikke lyve".

At tabe og give ansigt

I det hele taget har "Bevingede ord" mange forklaringer på ikke altid lige nemt gennemskuelige talemåder.

For eksempel henter "at tabe ansigtet" inspiration fra det engelske "to lose one's face", der åbenbart bygger på et kinesisk udtryk for det stik modsatte. Her har man talt om at give nogen et ansigt, hvilket har betyder at skabe den pågældendes anseelse.

Opslagsværket giver også en forklaringen på udtrykket "at skyde en hvid pil (eller pind) efter noget", altså opgive ønsket, drømmen eller forestillingen om noget. Slå det ud af hovedet.

Før i tiden, når man har overdraget et stykke jord, har det åbenbart været meget almindeligt at kaste jord, græstørv eller lignende i skødet på køberen som et symbol på overdragelse.

På adskillige sprog er det blevet omtalt som "skyde jorden til køberen" - men på dansk er det lykkedes at blande "skyde" og "skød" sammen.

Man skal ikke skræve...

Når man har overdraget andre ejendele, har man skudt et halmstrå eller lignende efter den ting, som man har afhændet. Ofte har det været en pind - og det har også været et tegn på, at man har givet den pågældende ting fra sig for tid og evighed.

"Det kan da være nærliggende at formode, at Æventyrberetninger om, at man bliver usynlig ved at have en hvid Pind i Munden, har en eller anden Relation til den her omtalte gamle Skik", skriver T. Vogel-Jørgensen.

Det umiddelbart meget jyske udtryk "Man skal ikke skræve længere, end bukserne kan holde" har i øvrigt rødder i en svensk rimkrønike, hvor det hedder: "Du dine föter eg länger utstrekkir, än som skinfällan räkkir".