Nu skal man forestille sig en moden mand indlede en længere "samtale" med en væsentligt yngre kvinde et sted sidst i 20'erne.
Ikke nødvendigvis i et forsøg på at indlede et forhold med hende.
Måske leder han bare efter et publikum.
Og måske kan han godt lide at høre lyden af sin egen stemme.
Han taler i hvert fald som et vandfald. Docerer og belærer og forklarer, sådan som kun (nogle) mænd kan. Især om vigtige møder, som han deltager i, med yderst vigtige emner. Og om muligt endnu vigtigere beslutninger.
På et tidspunkt i den endeløse ordstrøm begår den meget store fejl at spørge kvinden, om hun mon kan gætte hans alder.
Hun svarer: 62 år. Og hvad manden måtte med af skuffelse skjuler han godt.
Han roser hendes gæt og erkender, at han er 66 år.
- Jamen, lyder den uskyldige begrundelse fra den unge kvinde.
- Det er bare, fordi du godt kunne ligne én, der er på alder med min far, og han er 62 år.
Hvis formålet med samtalen rent faktisk har været at indlede en eller anden form for forhold (man ved jo strengt taget ikke), så stopper det jo nok her.
Mon ikke?
