Husk komma her:

Skal vi spise, mor?

Komma kan rent faktisk redde liv.

Så er det slået fast endnu en gang - nemlig i den gode, gamle vittighed om, at man endelig ikke må glemme at sætte komma i denne sætning: "Skal vi ikke snart spise mor?".

Uden komma er det en bemærkning blandt kannibaler.

Med komma er det en besked til mor: "Skal vi ikke snart spise, mor?".

Vittigheden optræder i den folkegave, som SDU og Dansk Sprognævn har foræret danskerne: Vi lærer jer at sætte komma. Ganske gratis.


Flere års arbejde

- ”Hvor mange tror du bliver glade for den gave?”. Det er jeg blevet spurgt om flere gange i projektet. Men jeg tror, at vi er mange sprogbrugere - både øvede og mindre øvede - som har en oplevelse af, at vi ikke helt mestrer et af de vigtigste tegn i vores skriftsprog.

Sådan siger Peter Bro, leder af journalistuddannelserne på Syddansk Universitet.

- Det problem vil vi gerne afhjælpe, og så er dette projekt med til at markere, at vi som universitet også gerne vil tage et ansvar for den livslange læring for danskerne. Dette er blot det første forsøg på at højne vores fælles viden og færdigheder her i landet.

Flere års arbejde ligger bag det gratis, digitale kommakursus, som alle og enhver kan tilmelde sig når som helst og hvor som helst. Selvfølgelig med en computer (eller en mobiltelefon med adgang til nettet) inden for rækkevidde.

Det består af flere hundrede korte forklaringsvideoer og praktiske øvelser.

Brugerne skal dog ikke nødvendigvis gennemgå hele kurset.

Efter en kort starttest kan man blive introduceret for lige præcis den viden og de færdigheder, som de mangler. Og kan undlade resten.


Jeg taler - du lytter

Kurset lægger ud med at gennemgå de fem kommaregler:

Man skal først og fremmest sætte komma mellem helsætninger.

Når "Jeg taler. Du lytter" smelter sammen og går tilføjet et "og", skal der komma imellem, fordi det markerer, hvor grænsen går mellem to helsætninger: "Jeg taler, og du lytter".

Her er frit valg

Mankan også sætte komma mellem to ledsætninger - men her er det frit valg.

"Jeg kan se, at du lytter" er den traditionelle måde at sætte komma - for at markere, at ledsætning er gået i gang. Derfor bliver den slags omtalt som startkomma.

I kurset bliver startkomma sammenlignet med et vejsignal: "Man kommer kørende gennem sætningen, og så dukker kommaet op, lidt ligesom hajtænder på vejen og markerer, at man skal være opmærksom, for nu kommer der en ledsætning".


Altid slutkomma

Til gengæld skal man altid sætte komma efter ledsætninger:

"Hvis du lytter opmærksomt, lærer du hurtigt reglerne". Her skal der et såkaldt slutkomma ind som en signalmarkør over for læserne - vær opmærksom. Her stopper ledsætningen.

Tredje regel lyder, at der altid skal sættes komma før og efter selvstændige led:

"Nej, kommareglerne er slet ikke så svære, vel?" - her skal der to kommaer ind.

Lige nøjagtigt her i kurset optræder så vittigheden om det fatale i det manglende komma i sætningen "Skal vi ikke snart spise mor?".

I sætninger, hvor en ledsætning udgør en selvstændig del, skal der sættes komma:

"Faaborg, der ligger på Sydfyn, er en gammel købstad".

Her kan man huske reglen på, at der skal komma om, hvis det indskudte led kan puttes ind i en parentes:

"Faaborg (der ligger på Sydfyn) er en gammel købstad".

Men det er også udtryk for, at hovedsætningen uden det indskudte led sagtens kunne fungere i sig selv: "Faaborg er en gammel købstad".

Femte og sidste regel lyder, at man altid skal sætte komma i opremsninger.

Derfor hedder det "kort, klart og konkret" med et enkelt komma i.


Spis gerne, gem lidt

Efter hver runde af kurset får man lov til selv at prøve kræfter med, hvor man selv ville sætte kommaer - man får at vide, om det er rigtigt eller forkert og kan hele tiden vælge en ny video, der forklarer, hvorfor reglerne er sådan.

Det vil uden tvivl komme bag på en del ellers hærdede sprogbrugere - og kommabrugere - at der skal komma i en sætning som denne her: "Den almindelige mælk står til højre, og den laktosefri til venstre".

Det skyldes, at der i anden sætning er underforstået et "står", og derfor er der tale om to selvstændige sætninger.

I det hele taget skal man altid sætte komma mellem helsætninger:

"Katten listede sig frem, og hunden logrede med halen".

Men der findes også tillægsregler, der træder til, hvis den ene helsætning har udeladt udsagnsled:

"Hun slog græsset i forhaven, og han i baghaven" - her er det underforstået, at han også har slået.

Der skal også sættes kommaer, hvis to helsætninger består af bydemåder, der ikke er tæt forbundet:

"Spis gerne noget af slikket, men gem lidt til mig".

Til gengæld er det ikke meningen, at der skal sættes komma, hvis den ene helsætning mangler grundled:

"Vinden river og rusker i træerne".

Der skal heller ikke sættes komma, hvis to bydeformer står tæt sammen.

Derfor optræder der ikke noget komma i den kendte sætning: "Tab og vind med samme sind".


Signalord og ekko

Bag kommakurset ligger et budskab om, at nok er sproget komplekst, men reglerne skal ikke være komplicerede at følge.

Jo flere der skriver et korrekt dansk, jo stærkere bliver vores kommunikation i samfundet.

- Vi ved, at kommaerne driller mange, og vi er glade for, at vi sammen med Syddansk Universitet lancerer et kursus i kommatering, som med sin niveaudeling og brugertilpasning kan gøre alle til bedre kommasættere, siger Thomas Hestbæk Andersen, direktør for Dansk Sprognævn.

Folkegaven består af op imod 300 såkaldte nano-moduler (videoer på fra få sekunder til fire-fem minutter),  bliver brugerne blandt andet introduceret til øvelser og mange sproglige tips og tricks, der kan hjælpe med kommateringen.

Man lærer blandt andet at spejde efter signalord, lave ekko i sætningen og flytte rundt på ordene, så det hurtigt står klart, hvor kommaet skal stå.


I gang siden 1955

Folkegaven er som nævnt blevet til i samarbejde mellem SDU og Dansk Sprognævn.

Dansk Sprognævn blev oprettet i 1955 og er en statslig forskningsinstitution under Kulturministeriet.

Sprognævnet forsker for at normere dansk retskrivning, følge det danske sprogs udvikling og rådgive om dansk sprog og sprogbrug.

Det gratis kommakursus finder man på Syddansk Universitets hjemmeside, sduxlearn.sdu.dk.

Man kan også gøre det nemt for sig selv og søge efter "kommakursus sdu" - så er det der.