Har du mulighed for at sende mig det og det og det og det og det - og måske også det?
Ja, naturligvis.
Det gør jeg i aften.
Det gør man så. For derefter at blive mødt med massiv tavshed.
Man kan se, at det ønskede er blevet modtaget, og at det også er blevet læst (det kan man jo se på nogle typer sms-beskeder).
Men ikke så meget som ét ord som reaktion.
Timer bliver til dage, og på et tidspunkt er man nødt til at rykke for en eller anden form for reaktion. Uden at få nogen.
Tålmodighed arbejder vi alle samme med (med større eller mindre held), men før eller siden må man bare meddele, at hvis man ikke får et svar, skal vedkommende ikke regne med reaktion en anden gang.
Stadig intet svar.
Yngstesønnen har belært mig om, at sådan er det nu engang i den digital tidsalder: Troløsheden er stor, Er man ikke interesseret, lader man bare være med at svare. Også selv om man så at sige selv har sat kommunikationen i gang ved at bede om at få tilsendt noget.
Og sådan ender vi med løse ender og uafsluttede sager.
Det er bare ikke godt nok.
Som (vist nok) Winston Churchill emgang har sagt:
Jeg bærer ikke nag, men jeg husker navne.
