Længe leve det danske postvæsen?

Så har man oplevet det med:

I bunken af aviser i postkassen lå der pludselig en morgen noget, som man lige måtte vende og dreje en gang eller to - for hvad i alverden var dog det?

Nå jo, et par breve! Den slags af papir og med frimærker på.

Ellers får man jo efterhånden mest reklamer - og i øvrigt bemærkelsesværdigt mange ikke altid lige kreative tiggerbreve fra ejendomsmæglere: "Vi kender nogen, der godt vil købe dit hus! Vi gør! Vi gør!! Vi gør!!!".

Tal lige om professionelle stalkere.

Nå! 

Det ene af breve havde tilbragt ikke færre end tre uger på den slidsomme vej fra det indre København til den anden ende af landet - i sig selv lidt af en præstation (sarkasme kan forekomme, som man siger).

Men det mest imponerende lå næsten i den anden forsendelse, for det viste sig at være en glad jule- og nytårshilsen fra en endog særdeles ihærdig amerikansk veninde.

Poststemplet afslørede, at faktisk "kun" havde været 17 dage undervejs fra USA til Danmark.

Så tre uger fra den ene ende af landet til andet - og under tre uger, hvis forsendelsen kommer udefra.

Det forekommer jo dybt logisk.

Længe leve det utrættelige postvæsen.

Eller noget....