På rækken foran i koncertsalen har kvinden tydeligvis sat sig for at optage noget af hvert eneste nummer med gruppen oppe på scenen.

Hvert eneste nummer - men ikke et helt nummer. 40-45 sekunder hér og en halvanden minuts penge dér.

Det forekommer lidt tilfældigt.

Og mest af alt: Det generer.

For ingen - som i ingen overhovedet - har nogensinde bevæget sig hjemmefra, boblende af fryd ved tanken om at skulle sidde og stirre ind i en anden persons lyst glødende mobilskærm på rækken foran.

Optagelserne flimrer rundt som en lysende firkant i den ene ende af synsfeltet.

Med hvilket formål sidder man på sin plads og optager numre fra en koncert? For bagefter at kunne vise vennerne, at man rent faktisk har været til stede? (I hvert fald rent fysisk).

Det kan man jo fortælle vennerne, at man har.

Det må være nok.

De må stole på én.

Og i øvrigt er billed- og lydkvalitet på en mobil jo i sagtens natur elendig, sammenlignet med den ægte vare.

Lad nu mobiltelefonen blive liggende i lommen eller tasken.

Koncerter skal opleves med øjnene. Direkte ind på hornhinden. Uden filter.