Er der et sted på kloden, hvor jeg virkelig føler mig hjemme, så er det i New York.

Den er på én og samme tid smuk og aldeles hæslig.

På den ene side er den formodentlig en af verdens mest fotogene steder.

Nogle af os kan falde i staver over en af byens mange karakteristiske facader med brandtrapper eller over synet af Grand Central Station indvendig (tænk at man en overgang har overvejet at jævne den bygning med jorden!).

Men byen har også sine gennemført grimme sider, hvor nybyggeri er gået over gevind, eller hvor nyt og gammelt har fået lov til at støde sammen på en frygtelig måde.

Noget af det karakteristiske ved New York - og ved USA i det hele taget . er, at meget af det, som de tumler med, ender vi før eller siden med også at tumle med en dag.

For år tilbage var det især taxachauffører, man skulle holde øje med i trafikken - i vore dage er det madbude.

I New York hedder en af de største udbydere Grubhub, og ikke nok med, at mange bude er bemærkelsesværdigt tidlig oppe - helt ærligt, hvem bestiller morgenmad, og hvor ugidelig kan man være? - men de bruger også med største selvfølgelighed fortovet for at nå frem. Til stor gene for fodgængere.

Man er ganske enkelt nødt til at springe for livet.

Tænk at blive kørt ned ad et bud på vej ud med mad til en person, der kun lige akkurat orker at trække vejret, men ikke at hente og forarbejde mad selv,

En dag er vi simpelthen nødt til at diskutere selve fænomenet madbude.

Hvor stopper det?

Ét er, at man ikke gider lave mad selv. Eller ikke mad.

Næste skridt er, at man heller ikke gider hente den mad, som man har fået andre til at tilberede.

Hvad bliver det næste?

At nogen kommer i hjemmet for at skyde mad direkte ind i årerne på én, så man kan blive fri for at tygge det?!

Når man er i dét humør, kan godt føle sig hensat til den mest forstemmende del af en af verdens bedste animationsfilm, Pixars/Disneys "Wall-E" - den, hvor personerne ligger tykke og aldeles ugidelige foran skærmen.