Nogle af os går ret meget op i, hvordan historier bliver fortalt, ikke bare i romaner og noveller, men også i tekster på nettet, i aviser og blade og såmænd også i radio og tv.
Sværest at tumle er dem, hvor fortælleren lever i den til tider næsten kvælende fejlopfattelse af at være intet mindre end hovedpersonen og derfor tager store dele af opmærksomheden.
For nylig måtte jeg opgive at følge en podcast (der som bekendt i nogle tilfælde bare er et pænere ord for "løs snak").
Selve emnet var ellers spændende nok, og der blev også virkelig fyret op under éns forventninger.
Ud fra helt private motiver
Men efterhånden som fortællingen skred frem, kom den i stadig højere grad til at handle om alle de overvejelser, som personen bag podcasten havde måttet gøre sig undervejs i arbejdet.
Igen og igen blev der gjort status på det helt personlige plan.
For eksempel noget med, hvem vedkommende kunne tillade sig at kontakte og hvem ikke - ud fra helt private motiver.
Hallo, bassemand, hvis du føler sig inhabil, så lad andre overtage tjansen - uden at sætte os andre ind i overvejelser.
Så står man dér uden gær
Ingen kok i nogen som helst restaurant ville nogensinde slippe af sted med at bruge (spilde!) halve eller hele timer af restaurantgæsters tid på at forklare alt, hvad der foregået i køkkenet under forberedelsen af maden ("Så står man dér uden gær - og man gør man så?" og: "Jeg kunne godt have henvendt mig til den-og-den-person, men han har altid haft et udestående med min familie").
Længe leve den gode, solide, holdbare, skridsikre fortælling uden alle mulige distraherende mellemregninger og en utrættelig kratten løs i egen navle.
