Nej - der findes ikke

"massere af"

noget som helst

"Vidste du, at du med en PrimeKonto i Coop-appen kan få adgang til massere af underholdning?”.

Sådan har der stået i en reklamemail til Coops kunder,

Hvordan er det gået til, at brugsuddelerne - som den slags hed før i tiden - har valgt at byde sig til med ”massere af underholdning” i stedet for masser af underholdning?

Måske fordi hver dag rummer sin portion ”massere af”.

Vi har massere af tid, der findes massere af ledige lejeboliger i en indre by, og den lokale zoologiske have har massere af dyreunger.

I det hele taget er verden tilsyneladende fyldt med massere af muligheder.


Krystalklar huskeregel

Hvornår skal man bruge ”massere af”?

På nettet står tekstforfatter og korrekturlæser, der kalder sig ”Kathrine med h”, fra Horsens klar med en krystalklar huskeregel: Aldrig!

Hun har også et bud på, hvordan det aldeles overflødige e til sidst i massere har sneget sig ind i sproget:

”Jeg tror, det ekstra -e er adopteret fra vores talesprog, hvor en kombination af endelsen på masser og det efterfølgende af bliver til massere. Alternativt kan det skyldes, at vi opfatter ordet som en gradbøjning: masse, massere, massest”.

Som så mange andre har ”Kathrine med H” lagt mærke til, at fejlen bliver stadig mere udbredt.

Umiddelbar kan hun komme i tanker om én smutvej, hvis man slet ikke kan lade være med at skrive massere.

Så skal man nemlig vælge at lægge trykket på det midterste e og bruge det som udsagnsord med betydningen ”at give massage”, massEre.

Massere findes kun ét sted i sproget, nemlig som verbum. At massere.

Ellers hedder det masser af. Masser af. Masser af. Masser af!


En masse, massen, masser

”Masser af” fejl optræder til daglig. Masser af misforståelser. En masse, massen, flere masser, alle masserne.

Men ingen massere.

Fejlen er en af de mange steder, hvor stadig flere danskere falder i - på linje med roderiet med, hvornår noget er bevist, og hvornår noget er bevidst.

Sætninger af typen som ”Han har ikke bevist gjort noget ulovligt” ser man jævnligt - men som læser er man ikke helt sikker på, om det bare er en knudret måde at give udtryk for, at der ikke er noget bevis for, at han har foretaget sig noget ulovligt, eller om der bare mangler et d i bevidst, så meningen er, at man har gjort noget med vilje, altså bevidst, med bevidstheden slået til.

”Jeg ser det ikke bevidst” kan betyde to ting.

Enten er der et d for meget - og der skulle i stedet have stået ”Jeg ser det ikke bevist” (jeg er ikke blevet præsenteret for noget bevis).

Eller også er der de bogstaver, der skal være i bevidst - og så bliver der givet udtryk for, at man med vilje kigger væk (jeg ser det ikke, og det er skam helt bevidst, altså med fuldt overlæg, med omtanke, med vilje).