Ønsker De håret tilbage?

Danskerne er en nation af nærmest utrættelige standup-komikere.

En hurtig, hyggelig, kæk bemærkning i forbifarten - så er dagen reddet.

Der findes næppe den kassemedarbejder i et dansk supermarked, der ikke har oplevet følgende replikskifte:

Kassemedarbejderen spørger:

- Skal du bonen med?

Og kunden svarer:

- Nej, den må gerne beholde. Jeg kan alligevel ikke trække den fra.

Eventuelt med tilføjelsen:

- Det eneste, jeg kan trække fra, er mine gardiner.


Hvordan har han det da?

Storm P. - altså tegneren med den krøllede streg Robert Storm Petersen (1882-1949), ham med (blandt meget, meget andet) tegneserien "Peter Ping" - var kendt for at kunne rable muntre bemærkninger af sig. Ikke mindst hos frisøren.

Aldrig så snart havde den store humorist sat sig i stolen, før frisøren spurgte:

- Hvordan vil De gerne have det?

- Jeg vil gerne have det ligesom min bror.

- Hvordan har han det da?

- Han har det godt, tak!

Frisøren gør et nyt forsøg:

- Ønsker De håret tilbafge?

 - Nej, det må De godt beholde.


Er det over grænsen?

Tryk danskere på maven, og frem kommer hos mange af dem dårlige vittigheder af den let til middelsvært fjollede "farhumor"- eller "onkelhumor"-type:

Hvad gjorde edderkoppen, da den kedede sig? Den gik på nettet.

Jeg har overvejet at gifte mig med en tysker. Er det over grænsen?

Hvad kalder man en indbagt haj? En haj med dej.


Det er risistisk

Rundt om på nettet kan man finde mange med en nærmest umættelig stor appetit på ordspil:

På Twitter (nu X) har en dem skrevet:

"Min yndlingsting ved de der konspirationsteorier er deres brug af falske citater fra kendte mennesker. De mangler virkelig noget citationsfornemmelse".

En mor skriver om datteren, der synger "far far rismand, døden må du lide" - og derefter udbryder: "Jeg har sagt, at man ikke må synge sådan, fordi det er risistisk".


Husk sommervægten

Når vi går over til sommertid, er der som regel mindst én, der bevidst fejlciterer en kendt, gammelt udsagn fra statsminister Jens Otto Krag og når frem til: "Man har et tidspunkt, til man stiller et nyt".

At der er forsvundet en time i forbindelse med sommertid - en time, som først får tilbage til efteråret - opfatter nogle som det rene tidsrøveri.

Og så er der dem, der mener, at man skal huske at sætte badevægten 10 kilo tilbage, for det kaldes sommervægt.