Belært af bitre erfaringer med passagerer, der mest af alt opfatter togkupeer som deres dagligstue, hvor man kan opføre sig lige nøjagtigt som passer én, havde jeg til den seneste, længere rejse omhyggeligt sørget for plads i en stillekupé.

Reglerne for, hvad der må foregå sådan et sted, blev overholdt af så godt som alle . med én ret markant (og dybt pinlig) undtagelse.

For pludselig gik dørene op, og en mand forsynet med en rygsæk med et logo for et meningsmålingsinstitut gik i gang med at spørge, om man ville besvare nogen spørgsmål.

- Nej tak, og i øvrigt er dette her også en stillekupé, bemærkede jeg, mens jeg prøvede at gøre et stort nummer ud af at koncentrere mig om min roman og min kaffe.

Samme spørgsmål fik min sidekvinde.

Hun sagde også nej, og jeg tillod mig at tilføje, at det stadig var en stillekupé.

Ikke så meget som et ord til svar.

Aldeles uberørt gik udspørgeren nu fra passager til passager og spurgte, men ingen bed på.

Det kunne jo skyldes, at der var tale om en stillekupé, for man formodes at være... nå ja, gæt selv.