Vittighederne - og ikke mindst de knivskarpe bemærkninger af den type, som man kan både rive og slå sig ganske alvorligt på - har stået i kø, i samme øjeblik det kom frem, at en højt profileret litteraturanmelder ved et af landets dagblade (og ikke mindst på Instagram) er blevet taget i at komme uhæderligt til sine frembringelser.
Det har vist sig, at vedkommende ikke bare har været endog særdeles inspireret af, hvad andre har skrevet.
I nogle tilfælde har der været tale om afskrivning i forholdet 1:1 ligesom dengang i folkeskolen, da nogle havde mere travlt med at kigge efter, hvad sidemanden nåede frem, end med at koncentrere sig om deres eget og deres egne resultatet på egen hånd.
Mindst to budskaber
Problemet med den pågældende litteraturanmelder er, at vedkommende hele tiden har haft mindst to budskaber.
Dels selve anmeldelsen af det pågældende værk.
Dels anmelderen selv.
For litteraturanmelderen har aldrig så meget som et øjeblik lagt skjul på, at hun opfattede sig selv som smuk.
Hun har helt bevidst spillet på sit udseende i mange af sine opslag på Instagram - og hver gang har det heddet sig, at det faktisk godt kan lade sig gøre både at se mere end almindeligt godt ud og være belæst.
Men det nytter jo ikke noget, hvis det belæste mest består i at læse, hvad andre skriver - og derefter selv skrive det samme.
Det ser helt forkert ud, at man forsvarer sin belæsthed og forsøger at føre bevis for den ved meget detaljeret at beskrive noget yderst kulturelt - som så viser sig at være skrevet af efter en anden. Ord til andet. Bare oversat.
Hvor kulturel er man så egentlig, når det kommer til stykket?
Nogle har klæbehjerne
På det seneste er en freelancejournalist blevet taget i den ene gang efter den anden på samme måde at have skrevet af - og endda opfinde kilder. Eller oversætte tekster af andre på en måde, så det har set ud, som om vedkommende rent faktisk har interviewet med den, der har skrevet teksten.
En næsten hvilket som helst tekst kan skrives om, så det ligner interview eller samtale.
Men regel nummer 1, når det gælder plagiat lyder i al sin enkelhed:
Lad være!
For der sidder altid en eller anden derude et sted, som undrer sig over ligheden mellem det, vedkommende lige har læst - og det, som vedkommende har læst for kortere eller længere tid siden.
Og nogle har bare klæbehjerne.
Og så går det galt!
Freelancejournalisten har ikke alene fået afpubliceret flere artikler - et forlag har også trukket en bog, som vedkommende har skrevet, tilbage og har endda valgt at makulere restoplaget, fordi alt for mange passager manger kilder. Og fordi det - igen - ser ud, som om skribenten rent faktisk har siddet og talt med den, vedkommende har skrevet bogen om.
Trukket tilbage to gange
Men det kan gå endnu værre.
For 20 år siden oplevede en dansk journalist at få en portrætbog om Henry Kissinger trukket tilbage hele to gange, fordi der manglede kilder til teksten.
I første omgang blev bogen genudsendt med et omfattende system af løsblade med kilder - men der manglede stadig mange kildeangivelser, faktisk alt for mange, og til sidst måtte forlaget give helt op og trække bogen tilbage. Igen.
Man kan godt undre sig over, lige nøjagtigt hvilken tilfredsstillelse der ligger i at udgive en bog, som man ved, at man har skrevet af efter anden bog - men som man får til at ligne sit eget værk.
Umiddelbart ligner det et forsøg på at afstive manglende selvværd: "Se, jeg er fremme med noget, det er ganske vist ikke mit eget, slet ikke, faktisk, men jeg er da i det mindst fremme med noget...!"
Og det baner vej for endnu flere sylespidse bemærkninger. Som:
- Nå, får du ellers skrevet noget?
- Ja, jeg får da skrevet lidt af og til.
- Skriver du også til? Jeg troede kun, at du skrev af...!
