Nogle er ude af stand til at sige så meget som én sætning uden at få rodet "altså" ind i den, og nogle har også en forbløffende evne til at sige ”og såån noget”. Til alt.
Der er ingen tvivl om, at sprog er stærkt smitsomt - og fra til til anden kan man blive udsat for selvsmitte.
Uddybende og forstærkende
Når man én gang har forelsket sig i et eller andet fyldord, der har vist sig at fungere godt (eller bare ligger godt i munden), kan det have en tendens til at blive hængende - uden at man selv nødvendigvis lægger mærke til det.
”Altså” har det forklarende/uddybende præg - og så skaber det en naturlig pause i strømmen af ord.
Man stopper op i ganske kort øjeblik for at gå mere i detaljer, man lige har sagt.
Det kan også bruges let forstærkende (”hun er altså dygtig”).
Men der kan også ligge noget belærende i ”altså” - på samme måde som nogle sprogbrugere nærmest føler sig irettesat, hver gang de blive præsenteret for et ”faktisk” (”han har faktisk været præsident i mange år” - så ved du det!).
”Altså” kan også bare fungere som fyld. Mellem to sætninger.
”Og såån noget” handler nok mere om, at man ikke orker at komme i tanker om flere eksempler, og her fungerer ”og såån noget” på linje med ”og så videre”.
Her er lissom opstillet borde
Problemet med den slags fyldord er, at når man først har fået ørerne op dem, vel at mærke andres fyldord, er de umulige at slippe igen - og man sidder næsten bare og venter på, at vedkommende skal gribe til dem igen.
På et tidspunkt har ”Orientering” på P1 bragt en reportage fra et af landets mange vaccinationssteder.
På programmets udsendte medarbejder forstod man, at her var der ”lissom” opstillet et par borde, og her kunne alle og enhver ”lissom” komme og blive vaccineret, og det har ”lissom” vist sig, at interessen for at blive vaccineret ikke har været så stor, og så har man ”lissom” været nødt til tage en række nye initiativer.
Slidt helt ned til lyde
Den tætte byge af ”lissom’er” blev kun overgået af en kunstner, der i en udsendelse på P1 for få år siden var ude af stand til at sige tre sammenhængende sætninger, uden at der i mindst den ene dem indgik vendingen ”sådan ligesom altså”, der var slidt helt ned til lydene ”sån lissom asså”.
For vedkommende havde ”sån lissom asså” udgivet et nyt værk og håbede, at der ”sån lissom asså” ville være publikum til det, når vedkommende ”sån lissom asså” bevægede sig rundt i landet, og så var det "sån lissom asså" meningen, at folk skulle tage hjemmefra og "sån lissom asså" tage stilling til det budskab, der "sån lissom asså" lå i kunstværket.
Ja, naturligvis er det karikeret, men igen: Har man først fået ørerne op for andres fyldord, må man tage sig selv i at sidde og vente på, hvornår det optræder næste gang.
Og det går ud over oplevelsen af indhold, når man er så optaget af formen.
