Dengang far var dreng, var sodavand om ikke ligefrem uopnåelig, så forholdsvis sjældent forekommende.
Prisen var vist heller ikke udpræget lav.
Til gengæld fik man nærmest kastet mælk i nakken.
Det kostede så godt som ingenting.
I dage kan det næsten bedre betale sig at hælde sodavand end mælk på havregrynene om morgenen, og nogle siges at være gået over til kakaomælk, fordi det er billigere end mælk.
Noget er der sket for nogle priser. For ja, priserne på mælk og smør er i nogle tilfælde eksploderet, og sommetider spekulerer man på, om man kan købe det på afdrag, betalt tilbage i meget små rater, efterhånden som der bliver hældt på kontoen igen.
Andre varer er gået under radaren. For eksempel forekomer prisen på alkohol slet ikke at være steget.
Er det ikke blevet dyrere at fremstille, eller er der for meget konkurrence på området?
For få år siden skulle man i øvrigt bede om at få uleveret alkohol i kiosken i supermarkedet.
I den står sprutten frit fremme, lige til at gå og snuble over på gangene.
Mens cigaretterne er gemt væk, og kunderne helst skal glemme alt om den, er alkohol blevet helt anderledes synlig, sammenlignet med tidligere.
Smøg-lobbyen har tabt.
Sprut-lobbyen har sejret.
Hvorfor egentlig?
