I postkassen lå der pludselig et ugeblad, pakket ind og adresseret til hustruen - som ikke kendte noget som helst til, hvordan det kunne være havnet der.
Det måtte jo være en fejl. En faktisk ret underholdende fejl, skulle det vise sig, efterhånden som hun fik bladret sig igennem udgivelsen, som hun før havde læst, med aldrig abonneret på.
Måske var det en gave?
Det viste sig at være en gevinst i en konkurrence, som hun havde deltaget i (og derefter glemt alt om).
Gevinsten bestod i et halvt års gratis abonnement på det pågældende ugeblad.
Men ikke så meget som ét ord til goddag og velkommen til og god fornøjelse.
Pludselig var det slut
Uger blev til måneder, en dag stoppede strømmen af ugeblade brat, og hustruen kunne konstatere, at der jo så nmåtte være gået et halvt år.
Men ikke så meget som ét ord til farvel og på gensyn.
Det havde jo ikke kostet mange basører at flikke et hurtigt tilbud sammen:
"Vi er helt sikker på, at du har nydt hvert et sekund af det seneste halve år med din nye bedste veninde. Skal vi give dig et halvt år mere med ugebladet - til kun fire måneders pris?".
Men som sagt: Ikke et ord.
Bladfolket snorksover
Det er hverken første eller sidste gang, jeg har oplevet firmaerne bag ugeblade ligge og snorksove i sikker forvisning om, at kunderne nok skulle blive hængende.
Faktisk er det min klare overbevisning, at folkene bag ugeblade vil blæse på de faste kunder. Som om ugebladslæsere - og kunder i det hele taget - bliver hængende for enhver pris.
Slut med at blive forkælet
Lidt forhistorie: Som barn fik jeg lov til at abonnere på flere blade (ét ad gangen), og dengang havde jeg en klar fornemmelse af at blive forkælet.
Ikke nok med, at bladet som regel dukkede op et godt stykke tid før den officielle udgivelse - ofte fulgte der også noget med, som ingen andre fik.
Den slags små ekstragaver (typisk et ekstra hæfte) var kun for abonnenter.
Sådan er det ikke i dag.
Slet ikke.
I en kiosk bemærkede jeg, at der med et månedsblad - som hustruen abonnerer på - fulgte en bog, som godt kunne tænke mig at læse.
Men hun havde ikke fået den pågældende bog.
Derfor ringede jeg til firmaet bag månedsbladet for at få tilsendt bogen.
Det kunne ikke lade sig gøre, for den fulgte kun med de blade, som blev solgt i løssalg. Ikke til abonnnenter, for "de betaler jo ikke fuld pris".
Nej, men til gengæld er de jo stamkunder.
Dem ved man, hvor man har, de har betalt, ganske vist ikke det fulde beløb, men et stort beløb til et stykke ud i fremtiden.
Det prellede af på den i øvrigt ret arrogante medarbejder i kundeservice.
Til samme pris som i kiosker
At firmaerne bag blandene er fløjtende, bedøvende ligeglade med stamkunder fik jeg bekræftet, da et abonnement på et blad var ved at udløbe og jeg derfor fiskede efter at få et godt tilbud på et halvt eller et helt års forlængelse.
Her lød det eneste tilbud at fortsætte abonnementet ved at få bladene til den pris, de bliver solgt til i kiosken - men sendt portofrit.
- Nej, protesterede jeg, blade til abonnenter skal da være billigere end blade til folk, der køber i løssalg.
- Det kan jeg desværre ikke tilbyde.
- Hvis bladene koster det samme som i kiosken, kan jeg da lige så godt hente dem selv der.
Det tvære svar lød:
- Ved du hvad, så synes jeg bare, at du selv skal hente dine blade der.
Tal lige om kundeservice...?!
Og lad så være med at pive over, at ugebladene er i krise, så nogle af dem er nødt til at lukke og måske kun er i stand til at fortsætte på nettet.
Kan I stave til ordet "selvforskyldt"?
P.S.: Amerikanerne er helt anderledes fremme i skoene, når det gælder service,
I årevis har jeg abonneret på et amerikansk blad, der i danske kiosker er oppe at vende på horrible 70 kroner.
Sendt fra USA har bladet i perioder været helt nede at vende på 11 kr. med det hele.
Det er da til at forstå!
Ingen ekstragaver eller anden forkælelse.
Bare særdeles fornuftige priser.
