Som hjemmets højst uofficielle førsteindkøber af kortvarige forbrugsgoder er jeg simpelthen nødt til at sætte foden ned. Nu.

Ikke nok med, at mange varer stadig er horribelt dyre og helt sikkert bliver endnu mere horribelt dyre.

Men det er efterhånden også lidt af et forhindringsløb at foretage noget så enkelt som at købe ind.

I nogle tilfælde skal man købe for eksempelvis 350 kroner, så får man stukket en kupon ud på 50 kroners rabat til næste indkøbstur.

Man kunne jo også have givet os de 50 kroners rabat på stedet.

Nogle steder er der også meningen, at man skal gå efter ét bestemt god tilbud om mandagen, ét om tirsdagen, ét om onsdagen og så videre - som om vi har tid og kræfter til at kigge forbi hver eneste dag.

I nogle tilfælde virker det i udpræget grad, som om man helt bevidst forsøger at forvirre kunderne.

Og kan jo ikke være rigtigt. Vel?

For hvert indkøb bliver jeg stadig gladere for migt favorit-indkøbssted, hvor man aldrig har mængderabat eller andre kreative forsøg på at få varer til at se billigere ud.

Og så har man på stedet gjort særligt meget ud af at undgå madspild. Og lader forkomne varer gå videre til blandt andre hjemløse. Respekt!